23948sdkhjf

Økodag: Når køerne kommer på græs, køber vi mere økologisk

Over 200.000 danskere tager ud og kigger med, når øko-køer landet over slippes på græs.
Tusindvis af danskere trækker søndag i gummistøvlerne og kører ud til nærmeste økogård for at se, når økologiske køer hopper og danser afsted på vej ud på årets første tur på græs.

Økodag kalder arrangørerne den begivenhed, som siden begyndelsen i 2005 er blevet landets største nationale landbrugs- og fødevareevent.

Det er langt mere end bare en festdag. Økodag er også cool business.

- Det er en rigtig vigtig begivenhed, siger Økologisk Landsforenings formand Per Kølster til DR P4 Midt & Vest .

- Vi når meget bredt ud i befolkningen på den måde, at det jo appellerer til unge og gamle, børnefamilier, bedsteforældre og så videre.

Nærmere bestemt tog 235.000 besøgende forbi Økodag sidste år.

Ifølge Økologisk Landsforenings egen analyse fra den dag gjaldt det for over halvdelen af gæsterne, at de ikke i forvejen købte mange økovarer. Men samtidig svarede knap 80 procent af den gruppe i en spørgeskemaundersøgelse, at Økodag øger deres interesse for at gøre det i fremtiden.

Den detalje har man fanget hos Coop Danmark, som står bag Kvickly, brugserne, Fakta og Irma.

Her kører man hvert år kampagne på økologiske varer i ugen op til og ugen efter Økodag. Det betyder, at Coop i den periode sælger op mod ti procent mere økologi end normalt.

- Vi kan jo se hver gang, der har været ekstra fokus på økologien, at salget løfter sig. Og selvom det falder lidt ned igen på den anden side, så falder det ikke helt ligeså langt ned igen, siger Coops CSR-chef Thomas Roland til DR P4 Midt & Vest.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152